Brøndby-træner: Skal være villige til at dø for klubben
Brøndby-træner Auri Skarbalius har ikke tænkt sig at forsvare sig til et 0-0-resultat mod FCK i Parken.
Brøndby-træner Auri Skarbalius har ikke tænkt sig at forsvare sig til et 0-0-resultat mod FCK i Parken.
Brøndby-træner Auri Skarbalius har ikke tænkt sig at forsvare sig til et 0-0-resultat mod FCK i Parken. Foto: Van Norde Ernst/Polfoto


Der venter i den kommende tid tre lokalopgør mellem FC København og Brøndby på 14 dage, og det første af slagsen spilles onsdag aften i Parken. Det er den første af to semifinaler i DBU Pokalen.

Det bliver en kamp, hvor fokus er rettet indad i Brøndby-truppen. Troen på egne evner skal være med til at skabe et godt udgangspunkt for returopgøret på Brøndby Stadion om to uger.

- Vi skal huske, at det afgøres over to kampe, men det betyder ikke, at vi kun kommer for at forsvare os.

- Vi kommer for at spille vores spil med de fokusområder, der er, når man møder en kvalitetsmodstander, siger Brøndbys cheftræner, Auri Skarbalius, til klubbens hjemmeside.

Han mener, at det engagement, spillerne mærker fra fansene, er det samme, fansene skal kunne mærke fra spillerne.

- Det bliver sagt, at man skal være villig til at dø for denne her klub, men man skal ikke bare sige det - det kan alle komme og gøre. Man skal vise det på banen. Vise, at man vil det her og så gøre det.

- Det er det, vi vil se i dag - at spillerne kommer ud med brystet skudt frem og kæmper og slås for Brøndby, lyder det fra litaueren.

Sammen med spillerne har træneren vendt søndagens 0-2-nederlag ude mod FC Midtjylland, og nu kigges der fremad.

- Det har vi talt om. Vi er nødt til at rette koncentrationen mod de ting, vi kan have indflydelse på og ændre. Derfor er fokus hele tiden på den næste opgave, den næste kamp.

- Det er så mod FC København, og hvis spillerne leverer det, de kan rent spillemæssigt, og lever op til de løfter, vi har givet hinanden, så har vi alle muligheder for at skabe det ønskede resultat.

- Når man spiller i Brøndby, så kræves der 100 procent på banen hver kamp, for det kommer modstanderne med. De vil gøre alt for at vinde over os.

- Derfor gælder det om at være klar oppe i hovedet fra det øjeblik, kampen starter. Vi skal angribe situationerne, som de opstår, og ikke hele tiden være reaktive, understreger Auri Skarbalius.

Kampen går i gang onsdag klokken 18.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.