Brøndby-træner: FCK var bedre end os over to kampe
FCK vandt fortjent set over to kampe, mener Brøndby-træner Auri Skarbalius, som ærgrede sig over nederlaget.
FCK vandt fortjent set over to kampe, mener Brøndby-træner Auri Skarbalius, som ærgrede sig over nederlaget.
FCK vandt fortjent set over to kampe, mener Brøndby-træner Auri Skarbalius, som ærgrede sig over nederlaget. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Brøndby-træner Auri Skarbalius var glad for, at spillerne rejste sig og spillede langt bedre end i søndagens 0-2-nederlag mod FC København i Superligaen.

Men det var ikke nok til at vinde og nå finalen i DBU Pokalen. FCK vandt 1-0 i Brøndby og gik videre med en samlet 2-1-sejr.

- Jeg er tilfreds med indstillingen og indsatsen. Vi må bare konstatere, at FCK var skarpere og bedre på dagen. Vi tabte i sidste ende til en bedre modstander, og vi var ikke skarpe nok.

- Vi skabte nok chancer til at lave et mål eller to. Men vi scorede ikke, og de var bedre set over to kampe. Så simpelt er det, siger Skarbalius.

Litaueren var dog tilfreds med den måde, Brøndby klarede sig taktisk over for FCK's 3-5-2-system, som FCK-træner Ståle Solbakken overraskende benyttede allerede fra starten af kampen.

Den satsede FCK-taktik var nær ved at give bagslag, da Brøndby-angriberen Teemu Pukki fik en friløber. Men finnen brændte på det skammeligste.

- Vi håndterede FCK-systemet rigtigt godt. Pukki var et udbytte af det. Vi løb dybt i de kæmpe huller, der kunne opstå i deres bageste kæde.

- Men vi havde ikke nok af de bolde i dybden med kvalitet, og det var det, vi manglede. For der var masser af plads at løbe i, mener Skarbalius.

Han ærgrer sig mest af alt over, at det blev FCK og ikke Brøndby, som nåede frem til pokalfinalen og en mulig titel, som alle på Københavns Vestegn hungrer så meget efter.

- Det var en kamp, som gjorde, at vi ikke kom i finalen. Men denne klub er kendt for sin vindermentalitet, at vi bliver ved med at rejse os uanset den modgang, der har været.

- Vi jagter top-tre i ligaen. Det bliver vores mål resten af sæsonen, lyder det fra Skarbalius.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.