Brøndby-skurk så rødt: Det var udslagsgivende
Det røde kort var korrekt dømt, erkender Brøndbys Dario Dumic, som lavede en nødbremse i pokalexit.
Brøndbys Johan Elmander har udlignet til 1-1 og jubler med Dario Dumic onsdag aften i pokalkvartfinalen mod Sønderjyske på Haderslev Stadion. Senere blev Dumic udvist.
Brøndbys Johan Elmander har udlignet til 1-1 og jubler med Dario Dumic onsdag aften i pokalkvartfinalen mod Sønderjyske på Haderslev Stadion. Senere blev Dumic udvist. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Brøndby er ude af DBU Pokalen efter et 2-4-nederlag i kvartfinalen til Sønderjyske efter forlænget spilletid.

Ved stillingen 2-2 efter 74 minutter blev Brøndby-mandskabet reduceret til 10 spillere, da Dario Dumic blev udvist for at frarøve hjemmeholdet en oplagt scoringsmulighed.

Det betød, at sjællænderne spillede de sidste 20 minutter plus den forlængede spilletid med en mand i undertal.

- Det var rimelig udslagsgivende for kampen, så jeg er pisse ked af det. På holdets vegne, på klubbens vegne, på fansenes vegne. Det er en svær situation at være 10 mod 11 i en fysisk hård kamp som denne, og det tærer på kræfterne.

- Jeg kan ikke sige så meget andet. Jeg forsøgte at erobre bolden, men fik i stedet nedlagt ham, så der er rødt kort, siger Dario Dumic til klubbens hjemmeside.

Brøndby var ellers foran 2-1 på mål af Johan Elmander og Teemu Pukki, men Sønderjyskes Silas Songani fik udlignet på et afrettet skud, som snød Brøndbys målmand Lukas Hradecky.

- Vi ville så gerne videre, så det er skuffende at opleve det briste. Vi skal nok komme op med hovederne igen, men det er klart, at lige nu er skuffelsen stor, siger Dumic.

Næste opgave for Brøndby er derbyet i Telia Parken mod FC København på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.