Brøndby mister makedoner på midtbanen

Ferhan Hasani fik tilbudt en forbedret kontrakt i Brøndby, men spiller og klub kunne ikke nå til enighed.
Ferhan Hasani i duel med Mads Fenger, i søndag i Randers. Den makedonske midtbanespiller Ferhan Hasani forlader superligaklubben Brøndby efter sæsonens sidste kamp. /ritzau/ (Christian Klindt Sølbeck/POLFOTO)
Ferhan Hasani i duel med Mads Fenger, i søndag i Randers. Den makedonske midtbanespiller Ferhan Hasani forlader superligaklubben Brøndby efter sæsonens sidste kamp. /ritzau/ (Christian Klindt Sølbeck/POLFOTO) Foto: KLINDT SØLBECK CHRISTIAN/POLFOTO

Den makedonske midtbanespiller Ferhan Hasani forlader superligaklubben Brøndby efter sæsonens sidste kamp.

Det er nemlig ikke lykkedes for Brøndby at nå til enighed med makedoneren om en ny kontrakt, og det ærgrer sportsdirektør Per Rud.

- Ferhan er en rigtig dygtig fodboldspiller, der især i forårssæsonen har vist sine kvaliteter.

- Vi kunne sagtens se en fremtid for ham her i klubben, men vi har desværre måttet konstatere efter lang tids forhandlinger, at vi ikke har kunnet nå til enighed om rimelige vilkår for en forlængelse.

- Det er ærgerligt for begge parter, men selvom vi har strakt os rigtig langt og tilbudt en forbedret kontrakt, så er det samtidig vigtigt for os som klub at udvise økonomisk ansvarlighed, siger Per Rud til Brøndbys hjemmeside.

Ferhan Hasani kom til Brøndby i sommeren 2013 fra tyske Wolfsburg. I foråret har makedoneren været fast mand på Thomas Franks mandskab.

Ud over Ferhan Hasani forlader også reservemålmand Michael Falkesgaard Brøndby til sommer, da han skifter til OB, mens angriberen Holmbert Aron Fridjonsson vender tilbage til Celtic, hvorfra han har været udlejet i denne sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.