Brøndby misser gruppespil i Europa League
Brøndby er færdig i europæisk klubfodbold i denne sæson efter 1-1 hjemme mod Panathinaikos.


Brøndby måtte torsdag aften kigge langt efter gruppespillet i Europa League, da klubben hjemme spillede 1-1 mod græske Panathinaikos i det andet playoff-opgør.

Da Brøndby på udebane tabte 0-3, så måtte klubben sige farvel og tak til europæisk klubfodbold for denne gang med et samlet 1-4-nederlag, mens grækerne er klar til gruppespillet.

Brøndby mødte ellers op med selvtillid efter 7-0-sejren over AGF i Alka Superligaen i seneste runde.

Superligaens tophold var dog på en vanskelig opgave på grund af nederlaget på udebane, og der skulle derfor scores mål, uden at man indkasserede dødbringende scoringer i den anden ende, der ville gøre kvalifikation yderst vanskelig.

Brøndby forstærkede sig i juli med tyske Hany Mukhtar, som blev lejet for et år i Benfica med option på at købe den 21-årige tysker.

Selv om Brøndby ikke leverede hurtigere chokscoringer, der kunne ryste Panathinaikos, så leverede hjemmeholdet en perle af et mål efter 35 minutter.

Efter et flot opspil endte bolden hos Kamil Wilczek, der smart spillede Mukhtar fri med hælen og tyskeren bragte køligt Brøndby foran 1-0.

Få minutter senere var det dog ved at gå galt, da Brøndbys Lebogang Phiri fumlede med bolden. Den blev opsnappet af gæsterne, og Víctor Ibarbo havde fri udsigt til Mads Toppel i Brøndby-målet.

Colombianerens afslutning blev dog taget af stolpen, og Brøndby slap med skrækken og gik til pause foran 1-0.

Mads Toppel var med hos Brøndby, da førstemålmanden Frederik Rønnow var ude med karantæne efter sin udvisning i det første opgør.

Svenske Marcus Berg fik en stor mulighed for reducere for grækerne otte minutter inde i anden halvleg, men han misbrugte.

Efter 64 minutter slukkede gæsterne så Brøndbys håb om at skabe overraskelsen, da angriberen Ivan Ivanov pandede et flot hovedstød i mål bag Toppel og udlignede til 1-1.

Herfra var det en umulig mission at vende det samlede resultat, og Brøndby kan dermed fokusere på den hjemlige liga, hvor klubben søndag tager imod FC København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.