Brøndby-målmand: Vi var for arrogante
Ifølge målmand Lukas Hradecky spillede Brøndby både langsomt og arrogant, da holdet søndag tabte til Hobro.


Brøndby har det utroligt svært, når modstanderen hedder Hobro.

Søndag tabte målmand Lukas Hradecky og holdkammeraterne for tredje gang i sæsonen til oprykkerne, da de på eget græs tabte 0-1.

- Det er pinligt for en stor klub som Brøndby. Vores indsats mod Hobro var langt under niveau. Den her indsats er slet ikke Brøndby værdigt, siger Lukas Hradecky.

Hjemmeholdet fra den storkøbenhavnske vestegn havde svært ved at få spillet til at fungere, og det lykkedes ikke at skabe de store chancer.

Lukas Hradecky mente efter kampen, at det var attituden, den var gal med.

- Vi spillede alt for langsomt, og vi var for arrogante. Vi havde en dårlig attitude, hvor alle tænkte, at det nok skulle gå, og at sejren ville komme af sig selv, siger målmanden.

Lukas Hradecky havde efter kampen svært ved, at give en forklaring på, hvorfor Brøndby hverken har formået at score eller få point mod oprykkerne.

- Jeg er kun en målmand. Det må være trænerens opgave at analysere kampen. Jeg kan simpelthen ikke give et godt svar, siger Hradecky.

Og netop træner Thomas Frank var enig med sin målmand i, at Brøndby søndag leverede en kamp langt under vanligt niveau.

- Jeg er irriteret over, at vores spil med bolden var så dårlig. Vi var simpelthen ikke dygtige nok til at skabe chancer, siger Thomas Frank.

Status for Brøndby er nu, at holdet har tabt tre gange til Hobro med en samlet målscore på 0-6.

- Det er svært at spille mod Hobro, når man først kommer bagud. De forsvarer sig altid fantastisk, og så skal man være dygtig til at åbne deres forsvar op, og det var vi ikke dygtige nok til i dag, siger Thomas Frank.

Brøndby ligger stadig nummer tre i Superligaen, men har kun et enkelt point ned til Randers FC og Hobro, som også jagter bronzemedaljerne.

Næste opgave for Brøndby er på søndag, når FC Vestsjælland kommer på besøg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.