Brøndby IF har optaget et lån på fire millioner kroner hos bestyrelsesformand Jan Bech Andersen, oplyser klubben i en meddelelse til fondsbørsen.
I meddelelsen skriver klubben, at lånet skal tilbagebetales 31. juli 2017, men at man kan vælge at betale pengene tilbage før.
Det oplyses videre, at lånet forrentes af Brøndby IF med fem procent til Jan Bech Andersen i lånets løbetid.
Brøndby skriver, at man fastholder forventningerne til årets resultat før skat, hvor man forventer et underskud mellem 15 og 25 millioner kroner.
Brøndby meddelte tidligere i april, at man har droppet visionen om DM-guld senest i 2018 og nu budgetterer med at slutte i top-fem fremadrettet.
Det stod klart, da man offentliggjorde en ny strategiplan, der løber frem til 2023.
Her lød det også, at visionen om økonomisk ligevægt i 2017 var skubbet et par år ud i fremtiden til 2019.
Brøndby IF skulle have afholdt generalforsamling 13. april, men på grund af en procedurefejl er generalforsamlingen blevet skubbet til 10. maj.
/ritzau/