Brøndby køber U21-landsholdsmålmand i Horsens
Frederik Rønnow skifter fra barndomsklubben AC Horsens til Brøndby på en fireårig kontrakt.
Frederik Rønnow skifter til Brøndby.
Frederik Rønnow skifter til Brøndby. Foto: Brøndby IF/free


Brøndby har sikret sig bredde på målmandsposten, hvor klubben torsdag har købt Frederik Rønnow i Horsens. Den 22-årige målmand har fået en fireårig kontrakt i Brøndby.

Den jyske klub bekræfter salget af Rønnow i en fondsbørsmeddelelse.

- For AC Horsens er det fantastisk, at vi kan sælge en spiller til en af de største klubber i Danmark. Ovenikøbet er det en spiller, som klubben selv har fostret, hvilket er en stor cadeau til vores talentudvikling, siger AC Horsens' cheftræner, Bo Henriksen.

I Brøndby kommer Rønnow til at kæmpe med Lukas Hradecky om spilletiden i målet, men tilgangen af Rønnow kan samtidig åbne for, at den finske landsholdsmålmand kan blive solgt videre.

Sportsdirektør i Brøndby, Troels Bech, er glad for at få skærpet konkurrencen i målet. Det siger han til Brøndbys hjemmeside.

- Som keeper er Frederik dygtig og forudseende i feltet, god med fødderne og en moderne målmand, der er stærk til at læse og deltage i spillet.

- Han har fortsat et stort potentiale, men er allerede på et niveau, hvor vi vurderer, at han kan presse Lukas Hradecky, siger Troels Bech.

Rønnow har været på kontrakt i AC Horsens i hele sin professionelle karriere, men efter Horsens nedrykning i 2013 til 1. division var målmanden lejet ud til Esbjerg i en sæson.

- Det er vemodigt at forlade AC Horsens, da det er min klub. Jeg var et smut i Esbjerg, men denne gang er det definitivt farvel, siger Frederik Rønnow, der dog ser frem til nye udfordringer på Vestegnen.

Målmanden er for ganske nylig vendt tilbage til Danmark efter at have været med U21-landsholdet til EM-slutrunden i Tjekkiet, hvor det dog ikke blev til spilletid for Frederik Rønnow.

Salget af Rønnow kommer til at påvirke regnskabet positivt i Horsens, men klubben oplyser ikke hvor meget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.