Brøndby holder liv i bronzedrømmen med sejr i Hobro
Brøndby melder sig igen ind i kampen om bronze og sikrer sig samtidig europæisk deltagelse med sejr i Hobro.
David Boysen (i midten) scorer til 1-0 i Brøndbys 2-0-sejr i Hobro.
David Boysen (i midten) scorer til 1-0 i Brøndbys 2-0-sejr i Hobro. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Med en 2-0-sejr ude over Hobro meldte Brøndby sig igen ind i kampen om bronzemedaljer i Alka Superligaen. Samtidig sikrede de sig minimum fjerdepladsen, der i denne sæson giver europæisk deltagelse.

Det gjorde de, fordi FC Midtjylland kun fik 0-0 med hjem fra Aalborg. Det resultat betyder, at Brøndby nu har to point op til Midtjylland, mens AaB ikke længere kan gå forbi Brøndby i tabellen.

Brøndby-sejren blev grundlagt allerede efter syv minutter, da David Boysen bragte gæsterne i front. Han modtog et fladt indlæg fra Teemu Pukki og kunne i tredje forsøg skovle bolden i nettet fra en liggende position tæt under mål.

Meget mere havde gæsterne ikke at byde på i en første halvleg, hvor heller ikke hjemmeholdet gjorde meget væsen af sig.

Deres bedste mulighed i de første 45 minutter tilfaldt Mayron George, da han slap alene igennem med Frederik Rønnow. Men målmanden kom godt ud og trak sig sejrrigt ud af duellen med Hobro-angriberen.

Hjemmeholdet var toneangivende i anden halvleg, hvor Brøndby kun var sjældne gæster på Hobros halvdel, men hjemmeholdet formåede ikke at komme frem til de store tilbud.

Og så var det i stedet Brøndby, der kunne lukke og slukke. Kamil Wilczek kom først på en retur, og kunne sende bolden i nettet fem minutter før tid.

I slutminutterne var Hobro ved at skabe spænding igen, men først diskede Rønnow op med en flot redning på et Mayron George-forsøg, inden Anders Bak Holvad sendte returen på overliggeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.