Fodboldklubben Brøndby har forstærket sig til den kommende sæson i Alka Superligaen.
Klubben har sikret sig midtbanespilleren Kasper Fisker fra Randers FC, hvor han fik debut for ti år siden og har spillet i to omgange.
Kontrakten med Brøndby løber i tre år.
- Vi har længe haft et godt øje til Kasper. Han er en dynamo på midtbanen, der er god til at holde tempoet i spillet i gang, siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, til klubbens hjemmeside.
- Han er ikke bleg for at gå forrest i presset, og som type arbejder han hårdt for sit hold.
- Vores aggressive presfodbold vil derfor passe Kasper godt, men der vil selvfølgelig være en omstillingsperiode, da der er mange detaljer og finesser i vores spil, som kræver noget tilvænning - fysisk såvel som taktisk, siger sportsdirektøren.
Kasper Fisker, hvis kontrakt med Randers FC ellers løb frem til 2021, ser frem til at tage springet til DM-sølvvinderne, selv om han har været glad for at være i Randers FC.
- Det var ikke nemt at tage beslutningen om at skifte væk fra den klub, der betyder så meget for mig, og hvor jeg har det rigtig godt.
- Men hvis jeg vil prøve noget andet og anderledes, så er det nu, og at klubben så også får noget økonomisk ud af det, er vigtigt for mig, siger Kasper Fisker til Randers FC's hjemmeside.
Midtbanespilleren har spillet for Randers FC flere gange, senest fra januar 2014.
Han har i mellemtiden også optrådt for klubber som Skive og Hobro.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over at miste en af klubbens helt store profiler, men vi har hele tiden vidst, at det kunne ske.
- For selv om Kasper er en rigtig klubmand, så er det nu, hvis han skal prøve noget større. Han var et "comeback kid", som ikke mange havde regnet med ville udvikle sig til det, han har gjort.
- Han har gjort det så godt, at en af ligaens helt store klubber vil have ham, og det er jo en rigtig god historie set med Randers FC-briller, siger Randers-direktør Michael Gravgaard.
/ritzau/