Brøndby-boss: Næppe hektisk transferaktivitet
Troels Bech forventer ikke hektisk aktivitet før transfervinduet lukker. Han tror, truppen kan slutte i top-3.


Brøndby er så godt som ude af Europa League, efter at vestegnsklubben torsdag tabte den første playoff-kamp med 0-5 ude til Paok.

En kvalifikation til gruppespillet ville have sendt Brøndby på indkøbstur, men med minimale chancer for at gå videre ser det ud til, at sportsdirektør Troels Bech holder sig i ro i resten af transfervinduet, der lukker 31. august.

- Det er overvejende sandsynligt, at vi ikke skal spille helt så mange kampe, som vi har gjort hele sommeren, og det betyder mindre slid på vores trup end vi hidtil har oplevet, siger Bech.

- Samtidig har vi også mindre økonomi, end hvis vi var gået i gruppespillet. Så det gør da, at chancen for en hektisk slutspurt i transfervinduet er mindre.

Med en god uge tilbage af transfervinduet, er der altid mulighed for, at der kommer bud på nogle af Brøndbys nuværende spillere, og det kan sende Bech i arbejdstøjet.

- Der skal to til en tango, og vi sælger jo ikke spillere, hvor vi ikke selv er tilfredse med buddet. Men kommer der bud, er vi foreløbig også klar med en liste over spillere, vi kan prikke på skulderen, siger Bech.

Brøndby har meldt ud, at målet i denne sæson igen er at slutte i top-3 i Superligaen. Det mål er truppen ifølge Bech god nok til at indfri.

- Jeg kan godt se, hvor vi kan være udfordret, men top-3 er vores målsætning, og det er den, vi arbejder efter.

- Hvis vi i sidste år kunne blive nummer tre mener jeg, at vi med afgangen af Lukas Hradecky og Ferhan Hasani, og tilgangen af Frederik Rønnow, Magnus Eriksson og Ronnie Schwartz, kan gentage top-3-placeringen.

Selv om returkampen mod Paok på torsdag ser nærmest umulig ud for Brøndby understreger Bech, at man ikke giver op på forhånd.

- Jeg snakkede med en, som sagde, at der var en procents chance for at komme i gruppespillet, når man starter i første kvalifikationsrunde, siger Bech.

- Jeg mener, at vi nu er oppe på to procents chance nu, men det er dog en fordobling i forhold til, da vi startede. Det ligner da en håbløs opgave mod Paok, men vi spiller vores chance fuldt ud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.