120.000 mennesker i det centrale Syrien i den nordlige del af Homsprovinsen har siden midten af januar været afskåret fra forsyninger, siger FN torsdag.
Brødpriserne i området er steget til det tidobbelte sammenlignet med de priser, der er i byen Homs, hvilket nu gør brød til en ubetalelig luksus for de fleste familier.
Stoppet for forsyninger skyldes en militær offensiv fra den syriske Assad-regering og dens allierede styrker, og det frygtes, at det betyder hungersnød og dødsfald på grund af manglende lægehjælp i området.
Situationen i Homsprovinsen ligner den, man så i byen Madaya, der ligger 30 kilometer nordvest for den syriske hovedstad, Damaskus.
Byen var fra midten af oktober belejret af regeringsvenlige styrker, der nægtede, at forsyninger kom ind i byen. Det førte til sult og affødte stor kritik fra omverdenen.
I midten af januar fik nødhjælpsorganisationer kortvarigt lov at bringe nødhjælp ind i byen, der kunne hjælpe de sultende syrere i omkring 40 dage.
FN har også advaret om, at 300.000 mennesker i det østlige Aleppo risikerer at blive afskåret fra humanitær hjælp, hvis regeringsstyrkerne omringer området.
Præsidents Assad og hans støtter har på kort tid indledt en hård offensiv i den tidligere oprørsstyrede by Aleppo, der er Syriens største by og ligger i den nordlige del af landet.
Ifølge overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er mindst 500 mennesker, heriblandt mange civile, blevet dræbt i kampene i og omkring Aleppo siden begyndelsen af februar.
Samtidig er flere hundredtusinder på flugt fra Aleppo.
Torsdag skriver den britiske avis The Guardian, at borgerkrigen i Syrien på fem år har koster 400.000 civile livet, mens 70.000 andre civile er døde på grund af manglende vand og lægehjælp.
Det svarer til elleve procent af befolkningen.
/ritzau/Reuters