Britiske og amerikanske soldater forlader Afghanistan
Det amerikanske marinekorps og de sidste britiske kampstyrker har søndag afsluttet deres mission i Afghanistan
Efter 13 år forlader de sidste britiske kamptropper Afghanistan.
Efter 13 år forlader de sidste britiske kamptropper Afghanistan. Foto: ABDUL KHALEQ/AP


De sidste amerikanske marinesoldater og de sidste britiske kampsoldater sluttede søndag deres mission i Afghanistan. Krigen er slut for deres vedkommende.

Samtidig overdrager amerikanerne en meget stor base i Helmand-provinsen til det afghanske militær. Det samme sker med den britiske lejr Camp Bastion, hvor de danske kampenheder har været stationeret under konflikten i Afghanistan.

Det sker 13 år efter, at USA og Storbritannien sammen rykkede ind i landet og væltede Taliban-styret i Kabul i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001 på New York og Washington.

Søndag har de amerikanske soldater pakket deres grej sammen og overdraget deres stor militærbase i Helmandprovinsen til det afghanske militær. Tidspunktet for tilbagetrækningen har været holdt hemmeligt af sikkerhedshensyn.

Camp Leatherneck hedder basen, som afghanerne får kontrol over, når den Nato-ledede militærindsats officielt afsluttes ved årsskiftet. Herfra får den afghanske hær og politiet selv til opgave at prøve at inddæmme talibanoprøret.

- Fyrene ser nu mest frem til at komme hjem, fortalte den 24-årige marineløjtnant John Pratson, mens hans folk var i gang med at spille fodbold og løfte vægte aftenen inden overdragelsesceremonien søndag.

- Det har været en lang varm sommer, konstaterede han.

Briterne har søndag på samme tid rømmet Camp Bastion i Helmand, hvor også de danske soldater har været udstationeret.

Siden krigen mod Taliban blev indledt i oktober 2001, har 2349 amerikanske soldater mistet livet i Operation Enduring Freedom, som Afghanistan-indsatsen oprindelig blev kaldt. 453 britiske soldater er dræbt i Afghanistan, hvor også 38 danske soldater er døde.

Det bliver nu de afghanske soldater og politifolks ansvar at kontrollere Helmand, der har været den farligste af de afghanske provinser at operere i. 80 til 90 procent af Afghanistans opium kommer herfra og er med til at finansiere Talibans oprør.

Der er luftet bekymring for, at afghanerne ikke er klar til at løfte opgaven, når de ikke længere kan læne sig op ad allierede landes efterretninger og støtte.

- De er nødt til at ønske det mere, end vi gør, siger den amerikanske general Daniel Yoo.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.