Britiske militærledere revser Afghanistan-mission
I to kommende tv-programmer på BBC retter militærledere en klar kritik af den britiske indsats i Afghanistan.


Britiske soldater sloges i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan med for få ressourcer. For lidt vand, for lidt mad og for få kugler at sende mod talibanerne.

Ofte befandt enheder sig langt fra deres base. I landsbyer eller langt fra alting og med meget lange forsyningslinjer, der var nær bristepunktet.

Det er nogle af de oplysninger, der kommer frem i to tv-programmer fra BBC om missionen i Helmand, hvor briterne havde et meget tæt samarbejde med den danske styrke.

Det første program sendes søndag. Ifølge BBC stiller flere af de tidligere øverstkommanderende for den britiske styrke op og retter en klar kritik af missionen.

I sommeren 2006 var den helt gal. Da var flere enheder i realiteten strandet i et antal udposter i den nordlige del af Helmand-provinsen.

Deres forsyninger kørte på det sidste. De var under konstant beskydning fra Taliban-militsen, og soldaterne var nede på såvel ammunition som mad og vand.

Storbritannien overtog sikkerhedsansvaret i Helmand i 2006, og det viste sig at være en mere besværlig opgave end først antaget.

General lord Dannatt, der var stabschef fra 2006 til 2009, siger, at det egentlig var mere, end militæret kunne magte.

- Vi vidste, at vi havde to betydelige konflikter, og at vi i realiteten kun havde organisationen og mandskabet til én. Når det gælder Irak og Afghanistan, så kunne vi klare én af konflikterne på ubestemt tid, men en sideløbende konflikt ville vi kun kunne klare i et halvt år, siger han.

General lord Richards, der også er tidligere stabschef, fortæller, at hæren traditionelt håber på det bedste, men planlægger efter det værste. I Afghanistan var det anderledes.

- Vi håbede på det bedste og planlagde efter det bedste, siger han og tilføjer:

- Jeg havde ikke de ressourcer, jeg skulle bruge. Vi var bare ikke i den virkelige verden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.