Britiske flyselskaber aflyser Sharm el-Sheikh til januar
Easyjet og British Airways har suspenderet flyvningen til byen julen over som følge af flyeksplosion i oktober
Easyjet er en af de flyselskaber, der suspenderer flyvninger til Sharm el-Sheikh året ud.
Easyjet er en af de flyselskaber, der suspenderer flyvninger til Sharm el-Sheikh året ud. Foto: Fly/free


Efter et fly med afgang fra Sharm el-Sheikh den 31. oktober sprang i luften over Sinai-ørkenen, har britiske flyselskaber nu suspenderet flyvninger til byen over jul og nytår.

Det melder British Airways og Easyjet på deres hjemmesider.

Easyjet erklærer, at tiltaget er lavet for at skabe ro og sikkerhed for passagerer, der rejser hen over juleperioden.

British Airways siger, at beslutningen blev taget som følge af diskussioner med den britiske regering om situationen i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh.

British Airways aflyser alle fly til og med den 14. januar. Easyjet aflyser til tidligst den 6. januar.

Andre flyselskaber har tidligere aflyst afgange til Sharm el-Sheikh, men hidtil har ingen andre end Easyjet og British Airways suspenderet deres afgange helt til januar.

Flyselskabet Monarch har aflyst indtil den 19. december, mens flyselskaberne Thomson og Thomas Cook har aflyst til den 9. og 10. december.

Den britiske regering har tidligere i november meldt ud, at de mistænker, at flyeksplosionen blev forårsaget af en bombe.

Også den russiske efterretningstjeneste FSB føler sig overbevist om, at flyet var offer for et terrorangreb. De har tidligere sagt, at der er fundet spor efter sprængstof i det nedstyrtede fly over Sinai-ørkenen.

Bomben kostede alle 224 ombordværende mennesker livet.

Islamisk Stat har taget skylden for flystyrtet, der var af typen Airbus 321 og tilhørte det russiske flyselskab Metrojet.

Den russiske præsident Vladimir Putin intensiverede efter eksplosionen sine angreb mod Islamisk Stat i Syrien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.