Britiske EU-modstandere vinder terræn i ny måling
En meningsmåling viser, at 45 procent af briterne ønsker at træde ud af EU, mens 36 procent vil blive.
Måling viser, at 45 procent af briterne vil stemme for, at Storbritannien træder ud af EU, mens 36 procent vil stemme for at blive. Briterne kræver blandt andet, at EU-borgere skal have boet i Storbritannien i fire år, før de har ret til bestemte velfærdsydelser. Det er et af de mest omstridte krav, fordi det umiddelbart strider mod EU's kerneprincipper om ikkediskrimination og fri bevægelighed.
Måling viser, at 45 procent af briterne vil stemme for, at Storbritannien træder ud af EU, mens 36 procent vil stemme for at blive. Briterne kræver blandt andet, at EU-borgere skal have boet i Storbritannien i fire år, før de har ret til bestemte velfærdsydelser. Det er et af de mest omstridte krav, fordi det umiddelbart strider mod EU's kerneprincipper om ikkediskrimination og fri bevægelighed. Foto: Toby Melville/AP


Nej-siden i Storbritanniens opgør om, hvorvidt landet skal forlade EU, vinder terræn og har nu en føring på ni procentpoint over ja-siden. Det viser en meningsmåling, som er foretaget, efter at premierminister David Cameron har fremsat sine forslag til en ny aftale for briterne.

Meningsmålingen fra YouGov, som er blevet offentliggjort i avisen The Times, viser den hidtil største føring til nej-siden.

Ifølge målingen vil 45 procent af briterne stemme for, at Storbritannien træder ud af EU, mens 36 procent vil stemme for at blive.

19 procent af de adspurgte er i tvivl. Nej-siden var på 42 procent i den forrige meningsmåling.

Briterne kræver blandt andet, at EU-borgere skal have boet i Storbritannien i fire år, før de har ret til bestemte velfærdsydelser. Det er et af de mest omstridte krav, fordi det umiddelbart strider mod EU's kerneprincipper om ikkediskrimination og fri bevægelighed.

EU-præsident Donald Tusk spillede tirsdag ud med en række indrømmelser til de britiske krav om reformer af EU-samarbejdet i et forsøg på at undgå, at landets vælgere ved en kommende folkeafstemning sender Storbritannien ud af EU.

Ifølge EU-præsidentens kompromisforslag, der nu skal diskuteres på et EU-topmøde om to uger, skal der indføres en mulighed for en fireårig nødbremse på velfærdsydelser til borgere fra andre EU-lande.

Det er et af hovedkravene fra Cameron, der ventes at holde folkeafstemning om ja eller nej til at blive i EU allerede i juni, hvis det ender med en aftale på det kommende topmøde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal fredag føre drøftelser med Cameron i København om Tusks udspil.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.