Britisk vrede over bankers minimale skattebetalinger
De store investeringsbanker i London betaler næsten ingen skat. Det vækker harme hos politikere og foreninger.
Den britiske nationalbank, Bank of England, ligger midt i finanskvarteret City of London.
Den britiske nationalbank, Bank of England, ligger midt i finanskvarteret City of London. Foto: Matt Dunham/AP


London er et centrum for verdens finansielle markeder og det er svært ikke at få øje på et bankdomicil, når man vandrer gennem byens gader. Investeringsbankernes skattebetalinger er dog sværere at få øje på, og det udløser vrede, skriver Reuters.

Ifølge en opgørelse foretaget af Reuters betalte syv store banker blot 21 millioner pund, eller 213 millioner kroner, i skat i Storbritannien i 2014. Det på trods af, at de samme syv banker omsatte for 31 milliarder pund i landet og havde et overskud på 5,3 milliarder pund.

- Disse store bankers skatteindbetalinger viser, hvilket skuespil deres påstand om, at de betaler deres del, er blevet. De er afhængige af skatteyderne til at sikre dem mod risiko. Men betaler kun minimalt tilbage, siger medlem af det britiske parlament John Mann fra Labour til Reuters.

Også interesseforeningen Actionaid, der kæmper mod fattigdom, giver bankerne hårde ord med på vejen.

- At bankerne kun betaler bittesmå beløb i skat vil føde den offentlige vrede over et skattesystem, der bliver opfattet som meget uretfærdigt.

- Disse chokerende oplysninger viser store huller i systemet, der lader bankerne slippe for skat ved at flytte tal rundt i et regneark, siger talsmand Barry Johnston fra Actionaid til avisen The Guardian.

Baggrunden for bankernes manglende skatteindbetalinger er blandt andet store underskud opbygget under de seneste års kriser. Disse kan stadig trækkes fra i skat.

Ifølge The Guardian sagde finansminister George Osborne i 2014, at nogle banker ikke kommer til at betale skat i 15-20 år grundet underskuddene, hvilket han fandt uacceptabelt.

Reuters undersøgelse viser også, at nogle bankers britiske selskaber viser store underskud, mens afdelinger i lande med lavere skat viser store overskud.

Undersøgelsen dækker over JP Morgan, Goldman Sachs, BoA Merrill Lynch, UBS, Deutsche Bank, Morgan Stanley og Nomura.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.