Det er ikke en aprilsnar - Ed Sheeran vil spille koncert for danskerne den 1. april i år i Jyske Bank Boxen i Herning. Det skriver Beatbox Entertainment i en pressemeddelelse.
Koncerterne følger i kølvandet på udgivelsen af hans tredje album "Divide", der kommer på gaden den 3. marts.
- Mit nye album har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg er sikker på, det er mit bedste arbejde til dato. Jeg er ivrig efter at komme tilbage, og jeg kunne ikke være mere begejstret for, at det snart kommer til at ske, udtaler Ed Sheeran i pressemeddelelsen.
Han har fra "Divide" allerede udgivet de to singler "Castle on the Hill" og "Shape of You", der strøg helt til tops på alle hitlister og slog alle hidtidige globale rekorder på Spotify.
Ed Sheeran har tidligere udgivet debutalbummet "Plus", som indbragte ham to Brit Awards og én amerikansk Grammy-nominering. I 2014 udgav han albummet "X".
Ed Sheeran har tidligere giver koncerter i Danmark på både Bremen Teater, Lille Vega og Store Vega.
Det er altså det største danske spillested, den rødhårede sanger skal spille på, når han giver koncert i Jyske Bank Boxen i Herning.
Billetsalget skydes i gang næste torsdag, den 2. februar kl. 11.
/ritzau/FOKUS