Britisk regeringsparti står til at miste 47 mandater
Liberaldemokraterne kan dog stadig blive afgørende for udfaldet af det britiske parlamentsvalg.
Liberaldemokraternes leder, Nick Clegg, med sin hustru, da de stemte til det britiske parlamentsvalg. Ifølge første målinger risikerer Clegg at ryge helt ud af parlamentet.
Liberaldemokraternes leder, Nick Clegg, med sin hustru, da de stemte til det britiske parlamentsvalg. Ifølge første målinger risikerer Clegg at ryge helt ud af parlamentet. Foto: Jon Super/AP


Liberaldemokraterne, der ledes af vicepremierminister Nick Clegg, ser ud til at få et elendigt valg til Underhuset, hvis man skal fæste lid til den valgstedsmåling, som BBC, ITV og Sky har offentliggjort, efter at valgstederne i Storbritannien er lukket.

Partiet, der kom i regeringen ved valget i 2010, ser ud til kun at vinde ti kredse, hvilket er en kraftig tilbagegang fra 57 og ifølge BBC et "horrorshow" for partiet.

Ti mandater vil gøre Liberaldemokraterne til Underhusets fjerdestørste parti, men det er uvist, hvad det vil bruge sine få mandater til.

Nick Clegg gruer da også for, hvad det endelige valgresultat vil vise, og ifølge en talsmand er han "skuffet" over de foreløbige meldinger om valgets udfald.

Han medgiver ligeledes, at det er en "dårlig aften".

- Det er tydeligt, at alle, der er fra Liberaldemokraterne og tror på en moderne, centrumbaseret politik, vil være skuffede, siger en talspersonen ifølge BBC.

Dog er Liberaldemokraternes endelige resultat ikke uden betydning.

Sammen med de 316 mandater, som Det Konservative Parti står til ifølge valgstedsmålingen, er det lige nøjagtig nok til et flertal i parlamentet.

Men endnu er det for tidligt at sige, om Nick Clegg selv bliver valgt ind. Han stiller op i Sheffield Hallam-kredsen, hvor hans plads trues af både Det Konservative Parti og Labour.

Han vil muligvis trække sig som leder, hvis han ikke selv kommer i parlamentet.

Desuden har stærke kræfter i baglandet luftet tanken om, at partiet skal forlade regeringen for at "genoplade batterierne." En tanke, der kan få yderligere medvind, hvis styrkeforholdet fremover hedder 316 mod ti mellem regeringspartierne.

Liberaldemokraterne vil derfor muligvis tage sig dyrt betalt for at støtte en regering. Partiet ønsker et opgør med det nuværende valgsystem, der favoriserer de store partier. Og det kan blive partiets krav til et kommende regeringsgrundlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.