Britisk regering lover husejere smæk ved et nej til EU
Den britiske finansminister, George Osborne, advarer briterne om, at brexit kommer til at koste dem dyrt.
Langtidseffekten af brexit bliver ifølge Storbritanniens finansministerium, at hver husstand taber omkring 40.000 kroner årligt.
Langtidseffekten af brexit bliver ifølge Storbritanniens finansministerium, at hver husstand taber omkring 40.000 kroner årligt. Foto: Jose Luis Magana/AP


Det bliver dyrt for husejerne, hvis briterne stemmer sig ud af EU ved en folkeafstemning i juni, advarer den britiske finansminister.

- Det er ikke blot et stort spørgsmål om, hvem vi er som land. Det vil ramme folks privatøkonomiske sikkerhed lige i hjertet, siger George Osborne i et interview på ITV.

I interviewet siger finansministeren i klare vendinger, at et såkaldt brexit - en britisk afsked med EU - vil ramme huspriserne og omkostningerne ved at have fast bolig.

- Det er bare et eksempel på den virkning - de økonomiske konsekvenser - som en afsked med EU vil medføre, siger Osborne.

Den britiske regering har løbende forsøgt at overbevise den EU-skeptiske befolkning om, at Storbritannien bør blive i unionen. Konsekvenserne ved en skilsmisse vil være voldsomme, lyder det.

Samtidig har premierminister David Cameron haft held med at genforhandle samarbejdet med EU. I februar indgik man en aftale på et topmøde i Bruxelles.

Kernen i aftalen er, at Cameron fik gennemtrumfet en såkaldt nødbremse, så EU-borgere fra andre lande ikke så nemt kan modtage sociale ydelser i Storbritannien.

Det sidste har været en stor bekymring i Storbritannien.

Meningsmålinger har vist, at briterne tilsyneladende er klar over, at brexit får økonomiske konsekvenser. Alligevel balancerer det tæt mellem ja-siden og nej-siden.

Briterne stemmer 23. juni.

Osbornes ministerium har tidligere meddelt, at brexit i 2030 vil koste en gennemsnitlig husstand 4300 pund årligt i form af faldende vækst og indtægter. Det svarer til 40.500 danske kroner.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.