Britisk opgør om EU kan udløse ny skotsk afstemning
Hvis England stemmer for at forlade EU, så vil der komme ny skotsk folkeafstemning.


- Hvis England stemmer for at forlade EU imod skotternes ønsker, så vil der hurtigt opstå et stærkt pres for endnu en skotsk folkeafstemning om uafhængighed, siger den skotske nationalistleder, Nicola Sturgeon.

Sturgeon, som for øjeblikket leder Det Skotske Nationalparti (SNP) og er førsteminister i Skotlands regering, siger, at hun ligesom et flertal af de fem millioner skotter er tilhænger af et Storbritannien i EU.

- Jeg tror, at udfaldet af folkeafstemningen i England balancerer på en knivsæg. Alting afhænger af, hvordan man diskuterer i den kommende debat, siger den tidligere partileder Alex Salmond til BBC.

Salmond gik af som leder af SNP og forlod sin post som førsteminister i Edinburgh, efter at skotterne stemte "nej" til uafhængighed i efteråret 2014.

55 procent stemte nej, mens 45 procent stemte ja.

Men den nationalistiske stemning blandt de skotske vælgere er blevet stærkere siden folkeafstemningen, og ved det britiske parlamentsvalg i maj sidste år fik SNP 56 af de 59 skotske pladser i parlamentets underhus.

Nicola Sturgeon har flere gange givet udtryk for et ønske om endnu en afstemning om skotsk uafhængighed.

Op til folkeafstemningen i september 2014 var der dødt løb, men det endte med et nej til uafhængighed. Alex Salmond gik af og blev efterfulgt af Nicola Sturgeon, som både er partileder og førsteminister i Skotlands udstrakte selvstyre.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.