Medlem af Europaparlamentet Diane James afløser Nigel Farage som leder af det EU-fjendtlige britiske parti Ukip.
Det oplyser partiets ledelse på Ukips årlige landsmøde i den sydengelske ferieby Bournemouth.
Farage brugte sin afsluttende tale til kræve, at hans afløser presser regeringen hårdt for at sikre, at Storbritannien snarest forlader EU.
De britiske vælgere besluttede ved en folkeafstemning i juni at forlade EU. Men den konservative regering har endnu ikke besluttet sig for, hvornår man formelt vil melde sig ud.
Den 56-årige Diane James har ry for at have en hård og professionel stil i forhold til sine kolleger - egenskaber hun får hårdt brug for, hvis hun skal skabe enhed i et parti, som er splittet efter Nigel Farages afgang.
James var meget tæt på at blive valgt ind som sit partis første parlamentsmedlem i 2013. Hun har svoret, at hun vil gøre den euroskeptiske bevægelse til en formidabel vindermaskine.
Selv om hun er mere tilbageholdende end den bramfri Farage, som forlod partiet umiddelbart efter at have opnået sit politiske mål om at få Storbritannien til at forlade EU, så har hun bidraget til mange af de kontroverser, som ofte præger det indvandrerkritiske parti.
Hun har undskyldt for en udtalelse om, at "kriminalitet er knyttet til rumænere."
Hun har også vakt opsigt med udtalelser om, at hun er en beundrer af præsident Vladimir Putin.
- Jeg beundrer ham, for at han kæmper for sit land. Han er meget nationalistisk. Jeg beundrer ham. Han er en meget stærk leder, har hun sagt.
Diane James er født i Bedford i det centrale England 20. november 1959. Hun har studeret økonomi og virksomhedsledelse samt turisme. Hun taler flydende fransk og tysk.
/ritzau/Reuters