Britisk nej-konge jubler over det nye danske EU-nej: "Jeg er henrykt"
Det er vidunderligt at se den politiske elite blive slået så eftertrykkeligt tilbage, siger Nigel Farage.
Nigel Paul Farage er leder af det britiske "UK Independence Party" og medlem af Europa-Parlamentet.
Nigel Paul Farage er leder af det britiske "UK Independence Party" og medlem af Europa-Parlamentet. Foto: Scanpix arkiv


Kongen af britisk EU-modstand, Nigel Farage, jubler over det nye danske EU-nej og håber, at de britiske vælgere viser samme sunde dømmekraft, når de senest i 2017 skal stemme ja eller nej til at blive i EU.

- Jeg er henrykt over at se nej-siden triumfere i denne folkeafstemning, siger Nigel Farage, der leder det britiske EU-modstanderparti, Ukip, og samtidig er medlem af Europaparlamentet.

Han roser samtidig Dansk Folkepartis kampagnelogo - "Mere EU - nej tak" - som et budskab, han står 100 procent bag.

- Det er vidunderligt at se den manipulerende politiske elite blive slået så eftertrykkeligt tilbage, og forhåbentlig vil vores britiske modstykker lide samme skæbne, siger Nigel Farage i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- I en stadig mere usikker verden er det oplagt, at de bedste folk til at styre dansk retsvæsen og politi er det danske folk selv - og ikke bureaukrater i Bruxelles, der ikke er folkevalgte, siger den britiske EU-modstander.

Formanden for EU-Parlamentets største gruppe, den konservative Manfred Weber, siger, at han respekterer danskernes valg, men at han håber, at de danske vælgere havde sagt ja til tilvalgsordningen i stedet for at bevare forbeholdene.

Han siger, at Danmark med et ja kunne have gået med i et tættere samarbejde om retspolitikken i Europa.

- Ved et ja havde der ikke været negative konsekvenser for Danmark, siger Manfred Weber i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Vi står lige nu over for meget store fælles udfordringer, ikke mindst i forhold til at bekæmpe terrorisme og radikalisering. Opgaver, hvor blandt andet vores fælles politisamarbejde Europol får en styrket rolle i fremtiden, siger den konservative gruppeformand og tilføjer:

- Det ville have været godt, hvis Danmark kunne være med i det arbejde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.