Britisk militær er begyndt at træne ukrainere
Britiske soldater i Ukraine skal holde sig fra frontlinjerne og kun støtte regeringsstyrker med træning.


Britiske soldater har indledt en træningsmission i Ukraine, hvor de hjælper regeringsstyrkerne i deres kamp mod prorussiske separatister, oplyser forsvarsministeriet i London.

- De første elementer i træningspakken, der begyndte i marts, er på plads. Vi har soldater derude, som har indledt træningen, siger en talskvinde for det britiske forsvarsministerium.

Hun siger, at antallet af britiske soldater vil variere i henhold til de planlagte programmer.

Ministre i London meddelte i sidste måned, at op til 75 soldater kan være udstationeret på én og samme tid. De skal hjælpe med træning i taktik, logistik samt førstehjælp og lægebehandling.

Den britiske regering har afvist, at den vil levere nogle former for våben til de ukrainske styrker i det østlige Ukraine.

- Storbritannien har forpligtet sig til at støtte Ukraines suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet på baggrund af Ruslands aggression, lyder det.

Premierminister David Cameron sagde i sidste måned, at briterne også udvikler et infanteri-træningsprogram sammen med Ukraine for at forbedre de ukrainske styrkers udholdenhed.

Cameron understregede, at de britiske soldater kommer til at befinde sig langt fra frontlinjen og ikke kommer til at være involveret i kamphandlinger i den urohærgede østlige del af landet.

De vil få base i den vestlige del af Ukraine, og at nogle af dem skal være der i op til et halvt år.

Over 6000 mennesker er blevet dræbt i konflikten i Ukraine i det seneste år.

En våbenhvile mellem regeringen og de prorussiske styrker fra 12. februar har i det store og hele holdt, og der er nu fokus på politik, hvor Kijev ventes at afstå fra noget af den politiske kontrol med de oprørskontrollerede områder.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.