Britisk dopinglæge: Jeg doper ansvarsbevidst
Lægen Mark Bonar siger i skjult tv-optagelse, at han doper sportsfolk på en ansvarsbevidst måde.
Et stort antal sportsfolk er gennem flere år blevet behandlet af den britiske læge Mark Bonar, hævder han i en skjult tv-optagelse foretaget af The Sunday Times.
Et stort antal sportsfolk er gennem flere år blevet behandlet af den britiske læge Mark Bonar, hævder han i en skjult tv-optagelse foretaget af The Sunday Times. Foto: Colourbox//maxppp


Den britiske læge Mark Bonar har angiveligt udskrevet doping til omkring 150 sportsfolk gennem de seneste seks år.

I en skjult videooptagelse foretaget af avisen The Sunday Times beretter Mark Bonar, at han blandt andre har behandlet fodboldspillere, cykelryttere, tennisspillere og en britisk boksestjerne.

Lægen har tilsyneladende ikke de store problemer med at hjælpe sportsfolk til at præstere bedre gennem doping.

- Sandheden er, at doping er i sporten.

- Jeg udskriver ansvarsbevidst, og jeg hjælper mine patienter til at præstere optimalt inden for det normale, siger Bonar i den skjulte tv-optagelse.

Den 38-årige læge oplyser desuden, at flere af hans behandlinger er "ulovlige". Han ved også, hvordan man kan omgå reglerne.

- Det handler om, hvordan man gør det. Man vil helst gøre det, når de er ude af cyklus eller mellem løb, siger Bonar i tv-optagelsen.

Efter The Sunday Times lørdag aften har afsløret sin historie, har lægen ændret sin forklaring. Han oplyser, at han har mange forskellige patienter, og at han ikke skelner mellem sportsfolk og andre.

- Hvis de har beviselige mangler i blodet, så behandler jeg dem.

- Jeg doper ikke eller behandler patienter med det ene formål, at de skal præstere bedre, men behandlingerne kan have den sideeffekt, at man præsterer bedre, siger Mark Bonar efter afsløringen.

Det Britiske Antidopingagentur, Ukad, oplyser, at man kender til Mark Bonar.

I foråret 2014 udleverede en dopingmistænkt sportsudøver mere end 100 navne for at få reduceret sin straf. I den forbindelse dukkede Mark Bonars navn op, men Ukad fik ikke undersøgt lægen nærmere.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.