British Open-vinder føler sig velsignet og beæret
Zach Johnson vandt mandag British Open i golf, og amerikaneren havde svært ved at fatte triumfen.
Zach Johnson får overrakt trofæet som bevis for sin sejr i British Open 2015.
Zach Johnson får overrakt trofæet som bevis for sin sejr i British Open 2015. Foto: David J. Phillip/AP


Efter et dramatisk tremandsomspil over fire huller kunne golfspilleren Zach Johnson fra USA mandag lade sig hylde som vinder af den 144. udgave af majorturneringen British Open.

På St. Andrews-banen i Skotland viste han klassen på finalerunden, og han havde styr nok på nerverne til at snuppe sejren efter omspil.

Triumfen, som indbragte ham den anden majortitel i karrieren og en check på godt 12 millioner kroner, havde amerikaneren dog svært ved at begribe efterfølgende.

- Det lyder smukt. Det lyder stadig ekstremt surrealistisk. Jeg er meget ydmyg over det. Jeg føler mig velsignet over at være mester, og jeg er beæret over at være en del af historien i denne turnering, lyder det fra Johnson ifølge AFP efter sejren.

Sejren kom i hus, da sydafrikaneren Louis Oosthuizen missede et put på det fjerde omspilshul, som kunne have forlænget dysten, og her viste Zach Johnson flot sportsmanship ved ikke instinktivt at juble over konkurrentens misser.

- Jeg kan ikke lide at se det slutte med et misset put. Louis (Oosthuizen) er en kammerat, en ven og en fantastisk modstander, siger sejrherren.

- Det har været en uge med tålmodighed, mod og tro. Jeg kan ikke spille, end jeg gjorde, fortæller Zach Johnson.

I 2007 vandt han majorturneringen US Masters, og han har altså ventet otte år på igen at stryge til tops i en af golfsportens fire store turneringer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.