Storbritanniens regering vil med et nyt lovforslag forbyde, at omrejsende cirkus bruger vilde dyr. Forbuddet skal gælde fra december 2015.
Vicemiljøminister Robert Ponsonby, der fremlagde lovforslaget i parlamentet onsdag, siger, at alle de berørte cirkus inden tidsfristen må finde nye hjem til deres dyr og ændre deres forestillinger.
- Denne lov vil afslutte brugen af vilde dyr i omrejsende cirkus i dette land. Den vil styrke vores lands internationale anseelse som en førende beskytter af dyr i en ny, global æra, siger han.
- I dagens samfund er der ikke plads til, at vilde dyr bruges til underholdning, pointerer han.
Premierminister David Camerons regering har allerede tidligere indført skrappe nye regler for at beskatte dyrenes velfærd. For øjeblikket har to cirkus licens til at bruge i alt 20 vilde dyr.
Men Jones siger, at de nuværende bestemmelser er utilstrækkelige, og at dyrs behov ikke kan tilgodeses i omrejsende cirkus.
De to cirkus med licens har blandt andet kameler, lamaer og zebraer.
En talsmand for cirkusindustrien siger, at den nye lov er unødvendig, og at det er bevist for mange instanser, at dyrene passes tilfredsstillende i de omrejsende cirkus.
- Vi er fuldt på niveau med zoologiske haver, siger han
Den britiske vicemiljøminister siger, at befolkningen måske tidligere kun fik glimt af eksotiske dyr ved cirkusforestillinger.
- Men i dag har zoologiske haver og dokumentarfilm i tv ændret på dette, og forskellige meningsmålinger viser, at "et overvældende stort flertal" i dag mener, at vilde dyr ikke bør være en del af cirkus.
/ritzau/AFP