Britiske myndigheder deler ikke længere oplysninger om efterforskningen af mandagens angreb i Manchester med kollegerne i USA, der flere gange har lækket dem til pressen.
Det bekræfter Manchesters borgmester, Andy Burnham, over for CNN med ordene:
- Vi kan ærligt talt ikke løbe den risiko længere.
- Den (efterforskningen, red.) er blevet kompromitteret af lækagerne, og det kan vi ikke længere tillade. Så vi har truffet en midlertidig beslutning om at sige: Lad os få ryddet op og trække en streg i sandet, lad ikke skænderiet fortsætte.
- Det ønsker ingen. Men vi bliver ligeledes nødt til at udtrykke vores holdninger klart og tydeligt, så vi kan få det her forhold tilbage til der, hvor vi alle ønsker, det er, tilføjer Burnham til CNN.
Britiske embedsmænd er særligt rasende over, at billeder af de angivelige skader efter angrebet og billeder af bombedele blev bragt af avisen New York Times.
På et pressemøde torsdag eftermiddag kritiserede politichefen i Manchester, Ian Hopkins, beslutningen om at bringe billederne.
- Det er fuldt ud forståeligt, at dette har givet anledning til stor bekymring for de familier, der allerede lider forfærdeligt oven på deres tab, sagde han.
The New York Times har forsvaret beslutningen om at bringe billederne.
- Vi har strikse retningslinjer for, hvordan og på hvilke måder vi dækker følsomme historier.
- Vores dækning af mandagens forfærdelige angreb har været både omfattende og ansvarlig, lyder det ifølge britiske The Guardian i en udtalelse fra den amerikanske avis.
Også navnet på den formodede bombemand, 22-årige Salman Abedi, blev trykt i amerikanske medier, før briterne ønskede at offentliggøre navnet.
Myndighederne vælger ofte at vente med at sætte navn på mistænkte for at undgå, at mulige medskyldige kan nå at stikke af.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil konfrontere USA's præsident, Donald Trump, med amerikanernes lækager på et Nato-topmøde i Bruxelles torsdag aften.
/ritzau/