Brite slår timeverdensrekorden med 446 meter
Cykelrytteren Alex Dowsett er ny indehaver af timerekorden. Han tilbagelagde 52,937 kilometer i Manchester.


For fjerde gang på mindre end otte måneder har den ikoniske timeverdensrekord fået ny ejermand.

Lørdag overtog briten Alex Dowsett rekorden fra Rohan Dennis, der kun fik lov at have rekorden i knap tre måneder.

På Manchester Velodrome tilbagelagde Dowsett 52,937 kilometer, hvilket er 446 meter mere end Dennis, der i februar kørte 52,491 kilometer.

26-årige Dowsett, der i sin karriere har stået i skyggen af Bradley Wiggins, Mark Cavendish og Chris Froome, kunne fejre rekorden foran 4000 tilskuere i velodromen, hvor han ofte trænede som ung rytter.

Dowsetts tid som rekordindehaver kan dog blive kort. Den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins har nemlig annonceret, at han vil forsøge at sætte timeverdensrekord i London 7. juni.

Tyske Jens Voigt tog rekorden i september sidste år, men østrigeren Matthias Brändle overtog den måneden efter.

I februar var det så Rohan Dennis' tur til at tage rekorden, men nu er den altså på britiske hænder.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.