Brite får livstid for gruopvækkende drab i Hongkong
To indonesiske kvinder blev fundet dræbt og lemlæstet i en bankmands lejlighed. Nu er han dømt for drab.
Særligt migrantarbejdere i Hongkong har krævet en hård straf til briten Rurik Jutting for drabene på to indonesiske kvinder. Arkivfoto
Særligt migrantarbejdere i Hongkong har krævet en hård straf til briten Rurik Jutting for drabene på to indonesiske kvinder. Arkivfoto Foto: Anthony Wallace/AFP


På 31.-etage i en ejendom med pool på taget og moderne lejligheder blev ligene af to kvinder fundet i november 2014.

Tirsdag er den 31-årige brite Rurik Jutting blevet kendt skyldig og dømt ved en domstol i Hongkong for at stå bag drabene og lemlæstelsen af kvinderne, der kom fra Indonesien.

Jutting arbejdede i Hongkong, men fremover bliver hans liv i en fængselscelle. Drab udløser automatisk fængsel på livstid i Hongkong, skriver BBC.

Drabene fandt sted, efter at bankmanden havde tilbudt kvinderne penge for at have sex med ham. De to kvinder på henholdsvis 23 og 26 år blev ifølge sagsakterne voldtaget og torteret.

Den ene af kvinderne blev holdt fanget i tre dage, før hun fik halsen skåret over. Hendes lig lå i en kuffert på altanen, da han dræbte den anden kvinde få dage senere.

Sagen har trukket globale overskrifter, fordi det er sjældent for Hongkong at være vidne til en så brutal forbrydelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det tog fire timer for en jury at nå frem til kendelsen om skyld. Rurik Jutting og hans forsvarer havde inden forsøgt at få ham dømt efter en mildere paragraf.

Forsvaret har gået på, at han på grund af sit massive kokain- og alkoholmisbrug kombineret med en narcissistisk personlighed og hang til sadistisk sex havde en svækket dømmekraft og kontrol over sine handlinger.

Forud for afgørelsen havde familierne til ofrene udsendt en skriftlig kommentar til sagen. De krævede en hård straf og kompensation for kvindernes død, fordi de var familiernes primære forsørgere.

Rurik Jutting sagde ikke noget i retten, da afgørelsen faldt. I stedet blev et brev fra ham læst op.

- Jeg bliver dagligt hjemsøgt af både minderne om mine handlinger mod dem (ofrene, red.) og en viden om den smerte, jeg har forvoldt deres kære, skriver han ifølge BBC.

- Ondskaben kan jeg ikke gøre god igen med hverken ord eller handlinger. Alligevel, for hvad det måtte være værd, er jeg ked af det. Ord kan slet ikke beskrive, hvor ked af det jeg er.

Jutting har studeret på Cambridge University og arbejdede for Bank of America Merrill Lynch i Hongkong.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.