Brian Mikkelsen: Kjer-sag har gjort Pape stærkere
Konservative glæder sig over opbakning fra baglandet til partiets krav om miljø- og fødevareministerens afgang
Den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen, glæder sig over, at partiet tilsyneladende har opbakning til sin kurs fra baglandet. Han slår fast, at der er fuld opbakning til partiformand Søren Pape Poulsen.
Den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen, glæder sig over, at partiet tilsyneladende har opbakning til sin kurs fra baglandet. Han slår fast, at der er fuld opbakning til partiformand Søren Pape Poulsen. Foto: Foto: Klaus Holsting/Free


Stemningen i den konservative folketingsgruppe er god, og sammenholdet er stærkt.

Sådan lyder status fra gruppeformand Brian Mikkelsen (K) torsdag aften, hvor hans partiformand, Søren Pape Poulsen, udkæmper en nervekrig med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Vi står fælles om projektet med at få genskabt Det Konservative Folkeparti. Vi mærker opbakning fra baglandet og får mange reaktioner fra folk der opfordrer os til at fortsætte det gode arbejde, siger Brian Mikkelsen

Sagens kerne er miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Hun har, mener De Konservative, givet Folketinget vildledende oplysninger. Derfor har partiet ikke tillid til hende.

Men Løkke nægter at fyre sin minister, som han mener, gør et fremragende arbejde. Derfor har De Konservative bekendtgjort, at partiet agter at stemme for et mistillidsvotum til Kjer, som behandles onsdag.

Ifølge Brian Mikkelsen er der ingen mulighed for, at Kjer kan blive siddende.

- For at komme videre, bliver hun nødt til at gå. Det er ikke personligt, men det er et spørgsmål om, at man skal give retvisende oplysninger.

- Vi håber ikke på, at det ender med et valg, for Danmark har brug for en borgerlig regering. Men vi er parate til et valg. Vi vil ikke lade os true til at gå på kompromis med det, vi mener, siger han.

Spørgsmål: Kan sagen ende med, at Søren Pape må gå af som formand?

- Nej. Vi har en fremragende formand, som der er fuldstændig opbakning til. Han er blevet en stærkere formand af det her. Jeg kan ikke se, at han ikke skal kunne blive siddende mange år endnu. Det vil jeg i hvert fald arbejde for.

Spørgsmål: Hvad tror du, det hele ender med?

- Bolden er hos statsministeren, og vi regner med, at han træffer den rigtige beslutning, nemlig at der ikke skal være folketingsvalg, siger Mikkelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.