Storbritanniens beslutning om at forlade EU, pundets fald og opblomstringen af xenofobi (frygt for fremmede) har skabt uro hos landets producenter af frugt og grønt. Det skriver Financial Times.
Der ser ifølge avisen ud til at blive stor mangel på frugtplukkere allerede til sommer, fordi de hovedsageligt østeuropæiske arbejdere, der normalt løfter opgaven, bliver væk.
- Der er en åbenlys krise i forhold til arbejdskraft i industrien og en meget reel risiko for, at britisk frugt og grønt vil rådne på markerne i 2017.
Det skriver næstformand Minette Batters fra NFU, National Farmers Union, i et brev til immigrationsminister Robert Goodwill ifølge avisen.
Omkring halvdelen af de vikarbureauer, der normalt står for at skaffe arbejdskraft til plantagerne, fortæller, at de ikke vil være i stand til at imødekomme efterspørgslen.
Et af firmaerne, HOP's Labour Solutions, oplyser, at blot 24 procent af de arbejdere, der har været igennem virksomheden i år, regner med at komme tilbage til Storbritannien næste år.
- Efter brexit har rumænere og bulgarere den opfattelse, at Storbritannien er et xenofobisk, EU-skeptisk sted.
- Og at de kan tage til Tyskland, Holland og Belgien i stedet, hvor forholdene er bedre, og lønnen højere, efter at pundets fald har sænket den med 15-20 procent her, siger John Hardman, direktør for HOP's Labour Solutions, til Financial Times.
Ifølge det britiske statistikbureau er antallet af ansatte fra Rumænien og Bulgarien faldet med tre procent fra andet til tredje kvartal.
Der er 80.000 sæsonarbejdere i Storbritannien, hvoraf 98 procent kommer fra EU.
Andrea Leadsom, miljø-, fødevare- og landdistriktsminister, vil forsøge at reducere andelen ved at få flere briter til at arbejde i sektoren.
/ritzau/