Brexit får vismænd til at forvente lavere vækst
De økonomiske vismænd forventer, at briternes EU-farvel vil give en lidt lavere international vækst.
Eksportvæksten for de næste år forventes at være afdæmpet de kommende år på grund af usikkerhed forbundet med brexit.
Eksportvæksten for de næste år forventes at være afdæmpet de kommende år på grund af usikkerhed forbundet med brexit. Foto: Justin Tallis/AFP


Siden briterne i juni stemte sig ud af EU, har det skabt en usikkerhed i den internationale økonomi. Pundet er faldet, og den danske eksport til briterne er faldet.

Usikkerheden kommer derfor også til udtryk i de økonomiske vismænds halvårlige status over dansk økonomi. De skruer ned for forventningerne til væksten på grund af briternes EU-skilsmisse.

- Nedjusteringen af den internationale vækst skyldes blandt andet den usikkerhed, der er fulgt i kølvandet på den såkaldte brexit.

- Øget usikkerhed bidrager til, at virksomheder og husholdninger sandsynligvis vil udvise større tilbageholdenhed særligt i Storbritannien, skriver vismændene.

De senere år har der været en beskeden fremgang i den globale økonomi. Den fremgang forventer vismændene dog fortsætter trods usikkerheden med brexit.

Nye tal fra Danmarks Statistik peger også på lavere vækst på grund af brexit. Danske virksomheders eksport til Storbritannien faldt fra juli til august med hele 10,5 procent.

Siden briterne stemte sig ud af EU i juni, har der været usikkerhed om, hvordan de i fremtiden vil stå i forhold til EU. Storbritannien har dog lagt sig fast på, at forhandlingerne om udtrædelsen skal begynde i marts 2017.

Mandag holdt den britiske premierminister, Theresa May, frokostmøde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for netop at tale brexit.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) lagde inden mødet vægt på Storbritanniens betydning for den dansk økonomi.

- Vi har rigtig mange stillinger i Danmark, der er afhængige af, at man kan sælge til Storbritannien. Både i landbrugs- og fødevareindustrien og i energibranchen.

- Derfor er det vigtigt for os at bevare så meget adgang til det britiske marked som muligt, sagde Kristian Jensen.

Theresa May håber på at kunne bevare adgangen til EU's indre marked. Samtidig ønsker hun, at briterne får mulighed for at styre arbejdskraftens frie bevægelighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.