Breschel gav sejren til loyale Mørkøv
Der var total dominans, da Tinkoff-Saxos to hurtige danskere kørte side om side over stregen på Frederiksberg.
Michael Mørkøv var først over stregen på sidste etape af Post Danmark Rundt.
Michael Mørkøv var først over stregen på sidste etape af Post Danmark Rundt. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Lørdag var det blevet Matti Breschels tur til at sige tak til sin holdkammerat Michael Mørkøv, da sidstnævnte fik lov at køre først over stregen på Frederiksberg Allé i en sprint, som Tinkoff-Saxo dominerede totalt.

Matti Breschel havde allerede sikret sig den blå pointtrøje og to etapesejre i årets Post Danmark Rundt. En af arbejdshestene bag sejrene er holdkammeraten Michael Mørkøv, som i flere dage har siddet i vinden for Breschel.

Derfor blev der betalt tilbage fra Matti Breschel, da der i dagens sprint pludselig blev kæmpe hul til forfølgerne.

- Michael er den mest loyale rytter, jeg nogensinde har mødt, og han fortjener det her fuldt ud. Jeg skylder ham alt. Han har hjulpet mig til så mange resultater, og til samtlige VM-løb har han været der 100 procent, siger Matti Breschel efter etapen.

Gestussen var dog ikke aftalt på forhånd, så det var en meget overrasket og glad Michael Mørkøv, som kom i mål efter den 150 kilometer lange etape fra Hillerød til Frederiksberg.

- Jeg har sammen med resten af holdet været med til at sætte hans sejre op, og det er sjældent, man får så oplagt en mulighed for at give tilbage. Det er en utrolig flot gestus.

- Vi har kørt på hold sammen mange gange, og vi har kørt VM sammen. Jeg har tit været i en hjælperolle for Matti, hvor jeg har givet 100 procent for ham, og det ved han også godt, så derfor tror jeg også, at han er rigtig glad for at kunne give mig sejren i dag, siger Michael Mørkøv.

Midt i sejrens sødme kunne Michael Mørkøv også fortælle, at han nu har fremtiden på plads, eftersom kontrakten med russiske Tinkoff-Saxo udløber efter denne sæson.

- Min fremtid er på plads, men I må ikke høre om det endnu, siger han.

Tinkoff-Saxo vandt hele tre etaper i årets Post Danmark Rundt. Derudover vandt holdets kaptajn, Christopher Juul-Jensen, den gule trøje, mens selve holdet vandt holdkonkurrencen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.