Bredsdorff: Kroatiens defensive stil passer os godt
Både Hans Lindberg og Casper Ulrich Mortensen er med fra start, når Danmark møder Kroatien ved håndbold-VM.
Peter Bredsdorff-Larsen (ydest til højre) ser gode chancer for en dansk sejr lørdag mod Kroatien.
Peter Bredsdorff-Larsen (ydest til højre) ser gode chancer for en dansk sejr lørdag mod Kroatien. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Motivationen for at få femtepladsen ved håndbold-VM i Qatar er i top hos Danmark.

Det fortæller den danske assistentlandstræner Peter Bredsdorff-Larsen inden lørdagens placeringskamp mod Kroatien.

Han advarer mod kroaternes største stjerne Domagoj Duvnjak, men generelt bør Danmark have en god chance for at vinde kampen.

- Det er et meget defensivt kroatisk hold. De spiller med et meget stereotypt angreb med Duvnjak i førerrollen. Det er et hold, som står rigtigt godt til os. De har masser af fysik, masser af forudsigelighed.

- Det har vi set før i turneringen, at det passer os rigtigt godt, siger Bredsdorff-Larsen.

I fredagens 36-33-sejr over Slovenien fik 13-måls-helten Lasse Svan Hansen og Anders Eggert hele kampen, men mod kroaterne starter Hans Lindberg og Casper Ulrich Mortensen på fløjene.

- Vi starter med de to fløje, der ikke spillede mod Slovenien. Det var svært lige at finde et tidspunkt, hvor Svan skulle ud mod slovenerne, forklarer Bredsdorff-Larsen med et smil.

- Vi har også planer om, at Kasper Søndergaard skal bidrage til holdet. Han har gode forudsætninger mod Kroatien, som dækker meget smalt i banen, og som er meget defensive.

- Det er selvfølgelig svære vilkår, fordi Kasper ikke har spillet så meget, men vi håber, han kan hjælpe holdet lidt i dag.

- Alle er klar og friske og vil gerne slutte turneringen af på en ordentlig måde. Hvis vi vinder, vil vi slutte VM med blot ét nederlag på et enkelt mål, konstaterer assistenten med henvisning til 24-25-kvartfinalenederlaget til Spanien.

Kampen mod Kroatien begynder klokken 17.15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.