Bravo Tours: Vores gæster ikke tæt på angreb
Der er danske turister i Sousse, hvor en badestrand er blevet ramme om et skudangreb.
Sousse i Tunesien er blevet ramt af et angreb. Arkivfoto.
Sousse i Tunesien er blevet ramt af et angreb. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Der er danske turister i den tunesiske badeby Sousse, hvor der fredag er sket et skudangreb.

Det oplyser rejsebureauet Bravo Tours til Ritzau.

- Vi har gæster både fra Jylland og Sjælland dernede nu, fortæller kommerciel direktør Gitte Søndergaard til Ritzau.

Hun anslår, at der er 120 danske gæster i området, men et godt stykke fra gerningsstedet. Hun har været i kontakt med bureauets destinationschef, som er ved at danne sig et overblik over situationen i Sousse.

Det står dog klart, at ingen af selskabets rejsende er kommet noget til i forbindelse med angrebet, hvor der meldes om udenlandske turister blandt foreløbigt 27 dræbte.

- Angrebet er sket på en strand med mange turister, men vores rejsende har ikke været i nærheden, da det skete, forklarer Gitte Søndergaard.

Hun beskriver situationen i Sousse som kaotisk og fortæller, at Bravo Tours lige nu er ved at tage stilling til, hvordan man skal reagere på hændelsen, som det tunesiske indenrigsministerium karakteriserer som et terrorangreb.

- Lige nu prøver vi at få et overblik over situationen. Myndighederne er ved at tage kontrol over situationen, og der er rigtig mange turister - ikke bare danske - i området, fortæller Gitte Søndergaard.

Det er dog ikke umiddelbart på tale at sende de rejsende hjem før tid.

- Vi skal have afklaret, hvordan sikkerheden er dernede, og hvad der kommer til at ske nu, forklarer direktøren.

Hos Spies, der også arrangerer rejser til Sousse, oplyser produktchef Carlos Cebrian, at selskabet ikke har gæster på de to hoteller, som meldes at være mål for angrebene, men at man i øjeblikket kun har fire danske gæster i området.

Selskabet er i øjeblikket ved at etablere kontakt til dem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.