Brasiliens præsident og ekspræsident vil redde hinanden
Brasiliens præsident hjælper sig selv og sin forgænger med en plads i regeringen.
Brasiliens tidligere præsident Lula (th) bliver stabschef for den nuværende præsident Dilma Rousseff (tv). Det freder Lula fra korruptionsanklager, mens han kan styre Rousseff gennem en politisk krise, der kan vælte regeringen.
Brasiliens tidligere præsident Lula (th) bliver stabschef for den nuværende præsident Dilma Rousseff (tv). Det freder Lula fra korruptionsanklager, mens han kan styre Rousseff gennem en politisk krise, der kan vælte regeringen. Foto: Nelson Antoine/AP


Brasiliens korruptionsanklagede og tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva bliver stabschef for den nuværende præsident Dilma Rousseff, der også kæmper mod anklager om svindel og korruption.

Dermed får Lula en kortsigtet beskyttelse fra anklager om hvidvaskning af penge og svindel. Samtidig kan Lulas politiske instinkt, karisma og forbindelser i kongressen hjælpe Rousseff gennem en politisk krise, som truer med at vælte hendes regering.

Rousseff anklages for at have været vidende om massiv svindel i det statsejede olieselskab Petrobras, der er verdens tredjestørste olieselskab og Sydamerikas største industrikoncern.

Rousseffs popularitet er styrtdykket efter Petrobras-sagen og Brasiliens værste økonomiske nedtur siden den store depression.

Mere end en million mennesker demonstrerede i Brasilien i søndags og krævede Rousseff for retten. Højesteret skal nu tage stilling til anklagerne.

Med den nye post opnår Lula kortsigtet immunitet fra anklager om korruption og hvidvaskning af penge. Lula afviser alle beskyldninger og siger, at sigtelserne er politisk motiverede.

Den tidligere brasilianske præsident siger, at politiaktionen imod ham, hvor hans hjem er blevet ransaget, og hvor han er blevet bragt ind til afhøring i sagerne om korruption, er udtryk for manglende respekt for demokratiet.

Eks-statsoverhovedet, der stadig er magtfuld, har tidligere kaldt sagen for et mediecirkus frem for en seriøs efterforskning.

Lulas tilbagevenden til regeringen kan betyde en ændring i håndteringen af Brasiliens økonomi, fordi Lula åbent har kritiseret den stramme linje og opfordret til et større offentligt forbrug for at komme Brasiliens værste recession i årevis til livs.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.