Brasiliens landstræner er fyret efter ny blamage
Det Brasilianske Fodboldforbund fyrer landstræner Carlos Dunga efter skuffelsen ved Copa America.


Så gik den ikke længere for Brasiliens fodboldlandstræner Carlos Dunga. Tirsdag blev han fyret efter den seneste skuffelse ved Copa America.

Det meddeler Det Brasilianske Fodboldforbund, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Brasilien blamerede sig ved det igangværende Copa America, hvor den stolte fodboldnation røg ud efter det indledende gruppespil.

Det stod klart, da holdet tabte til Peru, der gik videre fra gruppen sammen med Ecuador.

Det er første gang siden 1987, at Brasilien må forlade turneringen så tidligt.

De seneste år har i det hele taget ikke været nogen succes for Dunga og Brasilien.

For to år siden var forventningen, at Brasilien ville vinde VM på hjemmebane, men i semifinalen tabte Brasilien hele 1-7 til de senere verdensmestre fra Tyskland.

Siden tabte Brasilien også kampen om bronzemedaljen.

Dunga har i denne omgang været træner for Brasilien siden 2014.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.