Brasilien vil udrydde virusspredende myggeart
Præsident Rousseff siger, at Brasilien vil samarbejde med USA om at udvikle en vaccine mod den frygtede virus.
Brasilien vil samarbejde med USA om at udvikle en vaccine mod zikavirus, siger den brasilianske præsident, Dilma Rousseff.
Brasilien vil samarbejde med USA om at udvikle en vaccine mod zikavirus, siger den brasilianske præsident, Dilma Rousseff. Foto: Orlando Sierra/AFP


Den myggeart, der overfører zikavirus, som i øjeblikket hærger i Sydamerika, skal udryddes.

Så enkel - og formentlig vanskelig - er fokus i den brasilianske regerings indsats for at komme den frygtede virus til livs.

Brasilien vil der ud over samarbejde med USA om at udvikle en vaccine mod zikavirus, siger den brasilianske præsident, Dilma Rousseff.

- Der bliver ingen mangel på finansiering, siger Rousseff.

Zikavirus overføres med myggearten aedes.

Virusset mistænkes at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte.

Virusset blev første gang opdaget i Afrika for omkring 50 år siden.

Senest har det spredt sig til Sydamerika og Latinamerika, specielt Brasilien. I takt med udbredelsen opstod også mistanken om, at det kan give microcephali hos spædbørn.

Mandag fortalte Brasiliens sundhedsminister, Marcelo Castro, at spredningen af virusset er værre end først antaget.

- 80 procent af de inficerede udvikler ikke symptomer. Så situationen er mere alvorlig, end vi har kunnet forestille os, sagde han ifølge Reuters.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.