Brasilien i politisk kaos: Senat nægter at droppe rigsret
Formand for underhuset har annulleret afstemning om at stille præsident for rigsret, men det ignorerer senat.
Det er meget usikkert, om Brasiliens præsident Rousseff skal stilles for en rigsret.
Det er meget usikkert, om Brasiliens præsident Rousseff skal stilles for en rigsret. Foto: Eraldo Peres/AP


Senatet i Brasilien arbejder fortsat på at få en rigsretssag op at stå mod præsident Dilma Rousseff.

Det skriver en række medier, herunder nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Dermed ignorerer senatets politikere en overraskende melding, der kom tidligere på dagen fra formanden for underhuset, Waldir Maranhão. Han oplyste, at resultatet af en afstemning 17. april om at stille Rousseff for en rigsret var blevet annulleret.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters står Renan Calheiros, senatets leder, bag beslutningen om at fortsætte arbejdet med en rigsretssag.

Udviklingen betyder, at Brasiliens højesteret muligvis bliver tvunget til at tage stilling til det politiske kaos. Hidtil har domstolen været tilbageholdende med at blande sig.

Maranhão overtog posten som formand for en uge siden og sagde mandag, at der var proceduremæssige fejl i forbindelse med den tidligere afstemning.

Han er blevet citeret for at sige, at der skal være en ny afstemning i underhuset. Samtidig opfordrede han senatet til at sætte planer om en afstemning i bero, indtil underhuset kan stemme på ny.

Efter planen skal senatet onsdag stemme om at stille præsidenten for en rigsret.

Det er dog meget uklart, om Waldir Maranhão har et mandat til at handle, som han gør, og oppositionspolitikere truede øjeblikkeligt med at sende sagen til højesteret for at få bekræftet, at rigsretsprocessen kan køre videre.

Selv har præsident Rousseff sagt, at en rigsretssag mod hende er suspenderet. Hun advarede dog sine støtter om, at det fortsat var usikkert, hvorvidt rigsretssagen mod hende faktisk var blevet stoppet.

Den famøse afstemning i underhuset om at stille Rousseff for en rigsret fandt sted 17. april. Her sagde et meget stort flertal ja til at stille præsidenten for retten.

Det foregik ved en usædvanlig afstemning, hvor hvert enkelt parlamentsmedlem blev bedt om at stille sig op og fortælle, hvordan de stemte.

Rousseff anklages for at have fiflet med statsbudgettet for 2014. Hun nægter, at hun har foretaget sig noget forkert.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.