Brasilianske myg bærer på ny virus: Kan være VM's skyld
Et myggestik i Brasilien kan medføre denguefeber, chikungunya-virus og nu også Zika-virus, advarer myndigheder
Myggestik i Brasilien kan komme med endnu en kedelig virus, efter at en ny sygdom, der ellers kun har været registreret i Afrika, Sydøstasien og øer i Stillehavet. spreder sig via brasilianske myg. Genrefoto
Myggestik i Brasilien kan komme med endnu en kedelig virus, efter at en ny sygdom, der ellers kun har været registreret i Afrika, Sydøstasien og øer i Stillehavet. spreder sig via brasilianske myg. Genrefoto Foto: www.colourbox.com/free


En ny virus har fundet vej til myg i Brasilien, så man skal være ekstra opmærksom, hvis et myggestik medfører mere end bare kløe.

Hvor denguefeber og virussygdommen chikungunya begge er sygdomme, der længe er blevet sat i forbindelse med brasilianske myg, har en lignende virus sneget sig ind i landet, oplyser sundhedsmyndighederne i Brasilien ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det drejer sig om den såkaldte Zika-virus, og den menes ifølge dpa at være kommet til landet i forbindelse med VM i fodbold sidste sommer, da virussen hidtil kun er blevet registreret i tropiske dele af Afrika, Sydøstasien og på øer i Stillehavet.

Zika medfører ligesom denguefeber og chikungunya feber og hovedpine, men sygdommen er ikke lige så farlig.

Ifølge Statens Serum Institut minder Zika om en mild infektion af denguevirus. Alvorlige tilfælde af sygdommen er ligeledes sjældne.

Ved denguefeber får de fleste ofre influenzalignende symptomer. En særlig ondartet afart af sygdommen giver indre blødninger og kan i sidste ende føre til døden.

Virussygdommen chikungunya forårsager udslæt, feber og ledsmerter. Ifølge Sundhed.dk går sygdommen som regel over af sig selv igen.

Rejsende i Sydamerika opfordres på grund af de tre smitsomme sygdomme til at være varsomme og beskytte sig mod myg, da der hverken er vaccine mod denguefeber, Zika- eller chikungunyavirus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.