Brasiliansk OL-spiller bliver Guardiolas femte City-køb
Det engelske Premier League-mandskab Manchester City har købt unge Gabriel Jesus fra brasilianske Palmeiras.
Manchester City har hentet den 19-årige brasilianske angriber Gabriel Jesus, der i øjeblikket er i hjemlandet for at deltage i fodboldturneringen ved OL i Rio.
Manchester City har hentet den 19-årige brasilianske angriber Gabriel Jesus, der i øjeblikket er i hjemlandet for at deltage i fodboldturneringen ved OL i Rio. Foto: Eraldo Peres/AP


Manchester City henter den 19-årige brasilianer Gabriel Jesus fra Palmeiras, oplyser det engelske Premier League-mandskab onsdag på sin hjemmeside.

Spilleren har underskrevet en femårig kontrakt med Manchester City.

- Manchester City er en af de bedste klubber i verden, så jeg er meget tilfreds med at skrive under, siger Gabriel Jesus til Manchester Citys hjemmeside.

- Klubben har mange store talenter på holdet, og Pep Guardiola er en helt fantastisk manager, som jeg kan lære rigtig meget af, siger det unge stortalent.

Den unge angriber er i øjeblikket af sted med det brasilianske OL-hold, der allerede onsdag skal i aktion ved fodboldturneringen ved OL i Rio.

Her er de brasilianske talenter i gruppe med det danske landshold samt Irak og Sydafrika.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at prisen på den brasilianske teenager angiveligt er 27 millioner engelske pund (ca. 240 millioner kroner). Gabriel Jesus bliver i første omgang udlejet til Palmeiras i resten af 2016-sæsonen, inden han gennemfører sit skifte til januar.

Citys nye manager, Pep Guardiola, har med nyindkøbet for femte gang haft pungen fremme i løbet af sommerens transfervindue.

Tidligere har han hentet tyskerne Leroy Sané og Ilkay Gündogan, den spanske angriber Nolito samt det ukrainske talent Oleksandr Zinchenko.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.