Brandulykke: 67-årig død i plejebolig
Politiet går ud fra, at det er en beboer, der mandag aften mistede livet efter en brand i Aarhus.
Brandvæsnet rykkede mandag aften ud til Dalgas Avenue i Aarhus, hvor der var ild i en plejebolig. En person er omkommet. Genrefoto
Brandvæsnet rykkede mandag aften ud til Dalgas Avenue i Aarhus, hvor der var ild i en plejebolig. En person er omkommet. Genrefoto Foto: Colourbox/Free


En person har mistet livet, efter at en brand brød ud mandag aften i en plejebolig i Aarhus.

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om ild og røg i en af boligerne på Dalgas Avenue klokken 19.47.

- Der var ild og røg i en af plejeboligerne. De tekniske undersøgelser kan først finde sted tirsdag, men det tyder på, at branden er opstået som følge af rygning, siger vagtchef Stig Heidemann.

Der blev fundet en person i boligen, og politiet går derfor ud fra, at der er tale om stedets 67-årige enlige beboer. Det er dog ikke endeligt bekræftet.

- Vi går ud fra, at der er tale om beboeren. Vedkommende var i live, da vi kom til stedet, men personen er efterfølgende afgået ved døden, siger Stig Heidemann.

Branden nåede ikke at sprede sig til resten andre plejeboliger, og ingen beboere er blevet evakueret som følge af episoden.

- Branden var isoleret til den ene bolig, lyder det fra vagtchefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.