Brandmand får bøde for trafikdrab
Retten har afsagt dom i sag om en brandbils sammenstød med en personbil. En kvinde mistede livet.
Brandmanden var tiltalt for uagtsomt manddrab og for at have tilsidesat hensynet til færdselssikkerheden. (Modelfoto).
Brandmanden var tiltalt for uagtsomt manddrab og for at have tilsidesat hensynet til færdselssikkerheden. (Modelfoto). Foto: Colourbox/free


En brandmand fra Fredericia Brandvæsen er mandag blevet idømt dagbøder og betinget frakendelse af kørekortet for at have tilsidesat færdselssikkerheden, da han kørte under udrykning i januar.

Brandbilen var på vej til en ulykke på motorvejen, da den i krydset Erritsø Bygade og Snoghøj Landevej ramte en personbil. En 67-årig kvinde fra Erritsø, der var passager i bilen, mistede livet. Kvindens mand blev hårdt kvæstet.

Brandmanden var tiltalt for uagtsomt manddrab og for at have tilsidesat hensynet til færdselssikkerheden.

Ifølge anklageskriftet var hans hastighed ikke afpasset forholdene. Han kørte så stærkt, at han ikke kunne nå at standse, hvis der kom en bil i tværgående retning.

Kvinden blev så hårdt kvæstet ved sammenstødet med brandbilen, at hun døde senere samme dag.

Retten i Kolding idømte mandag brandmanden 20 dagbøder på hver 500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.

Brandmanden har nægtet sig skyldig, og hans forsvarer har under sagen krævet ham frifundet.

Men retten har lyttet mere til anklageren i sagen, der har krævet bødestraf og betinget frakendelse af kortet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.