Brandfolk redder beboere ud af ejendom med stiger
Det så voldsomt ud, da en etageejendom i Bagsværd fredag formiddag brød i brand. Men alle blev reddet ud.


Samtlige lejligheder i en etageejendom på Værebrovej i Bagsværd måtte fredag middag evakueres, da der udbrød brand i en lejlighed på 3. sal.

Det oplyser vagtchef Lars Guldborg, Københavns Vestegns Politi.

Politiet fik fredag klokken 11.50 en anmeldelse af, at det brændte voldsomt i opgangen Værebrovej 12, og at beboerne ikke kunne komme ud af deres lejligheder.

Det lykkedes imidlertid hurtigt for brandvæsnet at få reddet alle ud af lejlighederne ved hjælp af stiger og at få hindret ilden i at brede sig til hele ejendommen.

Ingen er kommet til skade ved branden, men beboeren i den lejlighed, hvor ilden opstod, skal ifølge politiet formentlig en tur på sygehuset for at blive undersøgt for røgforgiftning.

Desuden er ejendommen svært røgskadet.

Det er for tidligt at sige noget om brandårsagen, siger vagtchefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.