Brand i øvelokale koster 40-årig mand livet
En voldsom brand har kostet en 40-årig mand livet i Brøndby. Øvelokale for musikere er formentlig arnested.
En mand er omkommet og en anden er indlagt med røgforgiftning efter en brand i Brøndby
En mand er omkommet og en anden er indlagt med røgforgiftning efter en brand i Brøndby Foto: www.colourbox.com/free


En 40-årig mand er afgået ved døden på Rigshospitalet efter en brand i Brøndby torsdag morgen. En person yderligere er indlagt med røgforgiftning, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Politi og brandvæsen blev alarmeret om branden på Kirkebjerg Parkvej 4 klokken 8.35.

- Der er tale om en brand, som er gået gennem taget, hvor to personer er reddet ud. Den ene er afgået ved døden, mens den anden er indlagt med røgforgiftning, siger vagtchef Leif Bonde til Ritzau.

Politiets teori er på nuværende tidspunkt, at branden er startet i et øvelokale for musikere.

- Det er et erhvervslejemål, og på anden sal er der et totalt udbrændt lokale, som, vi tror, er et musikøvelokale, og det er formentlig der, at branden er startet, fortæller vagtchefen.

Brandvæsnet er torsdag klokken 11 fortsat i gang med slukningsarbejdet.

- Branden er under kontrol, og der formodes ikke at være flere personer i bygningen, siger vagtchefen.

De pårørende til den 40-årige mand er underrettet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.