Brand i Aarhus-forstad spreder ikke længere farlig røg
Der udbrød natten til mandag brand i tomme lagerbygninger i Brabrand, men ilden er nu stort set slukket.
En brand nær Aarhus spredte giftig røg natten til mandag. Arkivfoto
En brand nær Aarhus spredte giftig røg natten til mandag. Arkivfoto Foto: Sydjyllands Politi Twitter/free


En brand i nogle tomme lagerbygninger i Brabrand ved Aarhus er mandag morgen næsten slukket, og den udvikler ikke længere sundhedsskadelig røg, oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

Branden brød ud klokken 00.37 natten til mandag i nogle gamle industribygninger på Høiriisgårdsvej 5 i Aarhus-forstaden.

Da der opstod en tyk, sort røg, valgte politiet at udsende en beredskabsmeddelelse om, at røgen kunne være giftig ved indånding.

Folk, der bor på Høiriisgårdsvej, Truevej, Silkeborgvej, Donsvej, Hougårdsvej, Engdalsvej og Søvej, blev opfordret til at holde sig indenfor og slukke for ventilationsanlæg.

- Der er ikke mere røg, så den er afvarslet, siger vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi mandag morgen.

Ingen huse eller personer har været i fare for selve flammerne. Brandvæsnet arbejder ved 05.30-tiden fortsat med efterslukning på stedet.

Årsagen til branden er endnu ukendt. Når det bliver lyst, skal teknikere se nærmere på, hvordan den er opstået.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.