Brancheorganisation: Danmark er allerede ammoniak-duks
Landbrug & Fødevarer roser ny minister for i EU at kæmpe for, at Danmark kan udlede mere ammoniak end aftalt.


Landbrug & Fødevarer støtter, at den nye miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), mandag er taget til Bruxelles for at kæmpe for, at Danmark ikke skal overholde sine mål for reduktion af udledning af ammoniak i landbruget.

Danmark er ifølge brancheorganisationen nemlig allerede et af de EU-lande, som udleder mindst og på bedste vis.

- Vi har jo reduceret vores ammoniakudledning med 41 procent fra 1990 til 2013. Vi er duksene og nogle af dem, der ligger lavest i forvejen.

- Det er nogle af de andre lande, der skal forsøge at udlede mindre for at få bugt med denne ammoniakforurening i Europa, siger viceformanden i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt.

Den tidligere S-R-SF-regering har lovet at sænke udledningen med 24 procent i 2020. I gennemsnit skal EU-landene udlede seks procent mindre i 2020.

- En tredjedel af det ammoniaknedfald, der er i Danmark, kommer fra udlandet. Derfor nytter det ikke noget at se på Danmark isoleret set. Vi bliver nødt til at se på, hvor kilderne er til ammoniak. Derfor skal det her sættes ind i en global sammenhæng, siger han.

Organisationen frygter, at det vil gå ud over danske landmænds konkurrenceevne, hvis der bliver holdt fast i målet om en reduktion på 24 procent.

Mens miljøorganisationer raser over, at det vil gå ud over natur og miljø, hvis ministeren får held til at sænke reduktionsmålene, så tror Landbrug & Fødevarer, at et lavere mål vil gavne naturen.

- Et mål på 24 procent vil pålægge dansk produktion krav og restriktioner, så den ikke er konkurrencedygtig, hvorefter den flytter til Polen og Tyskland.

- Der kan man producere med langt mindre krav til ammoniakudslip. Og så kan ammoniakken flyve op til Danmark og lande på det danske areal, siger Lars Hvidtfeldt.

Det Økologiske Råd mener dog ikke, at reduktionsmålet vil flytte produktionen til udlandet. Det er derimod høje danske lønninger, der presser produktionen væk, mener organisationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.