Braithwaite og co. ligner nedrykkere efter overtidsdrama
Martin Braithwaite og Toulouse lignede en vinder mod Rennes, der med to mål i 90. minut alligevel vandt 2-1.
Martin Braithwaite blev skiftet ind i Toulouses nederlag.
Martin Braithwaite blev skiftet ind i Toulouses nederlag. Foto: Gregers Tycho/Free


Martin Braithwaite og Toulouse får meget svært ved at redde sig endnu en sæson i den bedste franske liga.

Lørdag aften var holdet ellers tæt på en tiltrængt sejr i bunden, men i det 90. minut blev føringen på 1-0 vendt til nederlag på 1-2 til Rennes på hjemmebane.

Den danske angriber blev sendt på banen ved stillingen 0-0 efter 54 minutter. 24 minutter senere kunne han se klubbens topscorer, Wissam Ben Yedder, score til 1-0, og det lignede længe sejrsmålet.

Men i kampens slutfase udlignede først Ousmane Dembele til 1-1, og kort efter stod han for oplægget til Kamil Grosickis sejrsmål.

Toulouse har blot 22 point for 28 kampe på næstsidstepladsen. Holdet har ti point op til Guingamp og Reims på den rette side af nedrykningsstregen.

Også Guingamp med målmanden Jonas Lössl og backen Lars Jacobsen på holdet oplevede en skuffende afslutning på deres kamp lørdag.

Hjemme mod Angers spillede holdet en mand i overtal i hele anden halvleg, og holdet førte 2-1 fra midtvejs i anden halvleg, men 11 minutter før tid indkasserede holdet en udligning på straffespark, så opgøret sluttede 2-2.

Begge danskere fik fuld spilletid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.