Bragte efterlysning på Facebook og blev snydt for 3.000 kr
Pas på med at poste efterlysninger på Facebook. Det kan give bagslag.
Manden tænker sig nok om en ekstra gang, før han igen poster efterlysninger på Facebook.
Manden tænker sig nok om en ekstra gang, før han igen poster efterlysninger på Facebook. Foto: SCANPIX arkiv


Når man får stjålet noget, som man har kær, kan det være nærliggende at poste en efterlysning på Facebook i håb om, at det kan bringe hunden, bilen, racercyklen eller noget fjerde tilbage igen.

Men det kan give bagslag - i hvert fald skal man tænke sig om og ikke være godtroende, når man så får henvendelser fra ukendte, der reagerer på opslaget.

Det viser en aktuel sag fra Skanderborg, som Lokalavisen.dk beskriver.

I sagen fik en 49-årig mand fra Skanderborg stjålet sin bil. Tyveriet fandt sted 26. april på Toftevej i Hørning. I et forsøg på at få den tilbage efterlyste den frustrerede mand sin bil på Facebook.

Og i denne weekend - lørdag 9. maj - var der øjensynlig bingo. Han blev kontaktet af en mand, der fortalte, at han skam godt vidste, hvor bilen befandt sig. Den 49-årige skulle 'bare lige' indbetale to gange 1.500 kroner til et bestemt kontonummer, så ville manden oplyse, på hvilken adresse, bilen stod.

Manden hoppede på limpinden, men fik ingen adresse. Blot en lang næse.

- Det er desværre noget, vi er begyndt at se oftere og oftere at folk, der efterlyser ting eller bortløbne husdyr på Facebook, bliver kontaktet af bedragere, der lokker dem til at indbetale et beløb mod at få oplysninger, fortæller politikommissær Torben Rungstrøm fra lokalpolitiet i Skanderborg til Lokalavisen.

Politiet vil nu kigge nærmere på kontonummeret, som den 49-årige indsatte penge på.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.